70+ & 80+ mesterskaberne er afviklet

De årlige (uofficielle) senior-mesterskaber blev i dag afviklet under rimeligt gode vejrforhold. Kun lidt regn nåede at snige sig ind mod slutningen – men den fik hverken humøret eller sving-tempoet til at dale. Der blev vist masser af fornuftig golf på vores dejlige bane, og en alder over 70 år var tydeligvis ingen hindring for hverken længde, præcision eller godt humør.

Vinderne i de fire kategorier blev:

KategoriVinder
Kvinder 70+Helle Harder Andersen
Mænd 70+Jakob Jensen
Kvinder 80+Merete Roding
Mænd 80+Kurt E. Pedersen

Et stort tillykke til alle fire – et bevis på, at et godt golfsving åbenbart bare bliver bedre med årene, ligesom en god rødvin…

Efter runderne samledes alle i klubhuset til præmieuddeling og dejligt smørrebrød med en øl eller vand, og bagefter kaffe og kage. Med andre ord: den perfekte 19. hul.

Stor tak til Tove Sørensen og Bjarne Birkmose, der med vanlig rutine og sikker hånd sørgede for, at mesterskaberne blev afviklet korrekt og at de mange præmier fandt vej til de rette hænder.

Og der var næsten præmie til alle – for efter at de 2-3 bedste i hver kategori havde fået deres velfortjente medalje, præmie og bifald, blev der trukket lod om et væld af klappepræmier. Så selv en dag med lidt for mange “gæstebesøg” i roughen kunne alligevel ende med gevinst.

Vores gode venner hos GOLFEXPERTEN var igen medsponsor, og skal have en stor tak for de gavekort, som blev delt ud undervejs.

Naturligvis skal der også lyde en varm tak til alle de fremmødte medlemmer over 70 år. Vi kan blot konstatere, at de mere end hundrede medlemmer, som aldersmæssigt var kvalificerede til at deltage, men blev hjemme, virkelig gik glip af en god omgang golf – og ikke mindst det gode selskab, som binder os sammen i MGC. Der er jo trods alt kun én ting værre end en dårlig scorekortdag: at gå glip af en god gang snak og socialt samvær med ligesindede.